Inden et forældrepar bliver skilt, vil de fleste strække sig langt for at finde en god løsning for børnene. SFI har i flere undersøgelser dokumenteret, at mere end 70% af alle forældre selv oplyser, at de har et godt samarbejde med den anden forælder.
Et godt samarbejde om børnene kræver, at begge forældre er i stand til at læse børnene. Min færøske eksmand og jeg har altid haft et fleksibelt samarbejde. I stedet for en fast samværsordning, har børnene altid været, hvor der var mest tid og overskud. Det har vekslet, hvem de har været mest hos. Har vi haft planer, har vi - præcis som samlevende forældre - sammenlignet kalendere og aftalt os til rette. Vi har hjulpet hinanden med kørsel, kæledyrspasning, holdt jul og fødselsdage sammen og inviterer gerne hinanden ind til kaffe. Resultatet: Glade, harmoniske børn.
Et godt samarbejde kræver to samarbejdende forældre. Som præst og rådgiver har jeg oplevet to skilsmissetyper, hvor der er konflikter:
Den ene er de reelle konflikter, hvor parterne er ligeværdige. Ingen af forældrene er bange for den anden. Konflikterne handler ofte om mere "bagatelagtige" udfordringer: usund mad, dårlig soignering, et vist niveau af vanrøgt, manglende lektielæsning, eller en fraværende forælder, der tilbringer barnets vågne tid ved computeren og telefonen. Måske har forælderen en lille brist, et mindre misbrug, en stressfyldt hverdag, eller er bare umoden og ikke særlig ansvarlig. Det er træls for barnet, men barnet er ikke direkte i fare, hverken fysisk eller psykisk.
I sådan en situation er det ofte bedst at vælge sine kampe med omhu. Man kan forsøge at kommunikere. Men hvis det preller af eller vækker vrede, er det bedst at glide af.
Prøv evt. at hjælpe sin ekspartner hvis noget er svært for ham eller hende. Ved at støtte en ekspartner, der ikke helt magter sit eget voksenliv, hjælper man barnet til gode rammer begge steder.
Først og fremmest gælder det dog om selv at være en god forælder og rollemodel for barnet: skabe hygge i sit eget hjem og sikre, at barnet får dét, som den anden forælder ikke magter at give. En dag vil barnet selv kunne vælge og vælge fra. Så vil det lønne sig at have været en god forælder, som støttede den anden forælder praktisk (f.eks. med rengøring, kørsel eller fleksibilitet ifht. samværene). Barnet vil værdsætte, at du IKKE omtaler den anden forælder dårligt. Omvendt skal barnet støttes i sin frustration, når den anden forælder svigter - men nænsomt og loyalt. Taler du ukærligt om den anden forælder, sårer du barnet, som elsker sin autistiske og småalkoholiserede far eller sin depressive og rodede mor.
Den anden konflikt-type kaldes højkonflikt-skilsmisserne. Disse kendetegnes ved årelange forløb med inddragelse af stort set alle tænkelige tredjeparter, herunder myndigheder, venner og arbejdsgivere. Desuden er den ene forælder sædvanligvis bange for den anden forælder. Magtforholdet er helt skævt!
Betegnelsen "konflikt" er misvisende, da der oftest er tale om en sofistikeret form for stalking, hvor én forælder uden selvindsigt og empati bruger børnene til at fastholde og kontrollere den anden forælder. Det er sjældent børnene, men fastholdelse af kontakten til den tidligere partner, der er højkonflikt-forælderens egentlige bevæggrund for at starte konflikter op hele tiden. Konflikten ligger ofte i forlængelse af et forhold med psykisk vold i form af ensidig kontrol, dominans og psykisk nedbrydning af partneren.
Når en konflikt er énsidig og når en stærk konflikter mod en svag, kalder vi det sædvanligvis et overgreb. Overgreb kan ikke "mægles", da mægling kræver, at begge parter evner at se sig selv med den andens øjne. En forælder, der betragter børnene som ting eller "rettigheder", eller har paranoide vrangforestillinger om medforælderen, har sjældent evnen til at samarbejde og løse konflikter.
Forsoning er i sjældne tilfælde mulig, hvis personlighedsforstyrrelsen er af lettere karakter, men kræver ofte en mægler som kender højkonflikt-forælderen og har autoritet til at tale ham eller hende til rette. Ægte anger må ikke blot ledsages af tomme ord, men af handling, der viser, at forælderen har indset sin skadelige adfærd og ønsker at ændre denne.
VIVEs undersøgelse af forældregruppen i komplekse skilsmisser viser samme resultat som tilsvarende udenlandske undersøgelser: Personlighedsforstyrrelser (især empatiforstyrrelser), vold, misbrugeradfærd og lav intelligens er de almindeligste grunde til uløselige konflikter. En forælders stærkt nedsatte empati for barnet i kombination med mere alvorlige problemer som psykisk vold, manipulation, chikane og måske et stærkt ønske om at skade ekspartneren ved at skade børnene, kan skabe alvorlig bekymring og frustration hos den sunde forælder.
Her er ingen lette løsninger. Men det er vigtigt at 1) fokusere på at holde sin egen sti ren så myndighederne med tiden kommer til at se, hvad der er op og ned i sagen 2) vedblive at skabe så gode rammer om børnene som muligt, så de har ét "helle" 3) lære systemets tankegang at kende 4) lære til en vis grad at forudse højkonflikt-forælderens adfærdsmønster 5) sidde på hænderne og aldrig reagere overilet. Send aldrig noget afsted til højkonflikt-forælderen eller myndighederne, før du har fået en neutral tredjepart til at læse det igennem.
댓글